Ny strategi betyder sammenlægning af møbelkæder


Dato: 25-09-2018 14:11:09
 

En ny strategi i Lars Larsen ejede IDdesign betyder, at de to kæder ILVA og IDEmøbler lægges sammen.

Efter en årrække med underskud, er IDdesign nu klar med en ny strategi, der skal øge indtjeningen og styrke virksomheden.

Det betyder blandt andet, at de to kæder ILVA og IDEmøbler bliver lagt sammen.

”Siden jeg tiltrådte stillingen som administrerende direktør i IDdesign 1. maj i år, har jeg arbejdet på at kunne præsentere en ny strategi, som skal sikre, at IDdesign kan levere overskud. Her har vi vurderet, at det bedste vil være at sammenlægge de to kæder. Der vil stadig stå henholdsvis ILVA og IDEmøbler på butikkerne rundt omkring i landet, men internt sammenlægges alle centrale funktioner, ligesom der fremover vil være fælles sortiment og én fælles tilbudsavis, siger administrerende direktør i IDdesign, Rami Jensen.

De funktioner der sammenlægges er blandt andre Marketing, koncept og butiksdrift, hvor de to kæder indtil nu har haft hver deres dedikerede afdeling på IDdesigns hovedkontor i Sabro.

47 medarbejdere berøres

Derfor betyder sammenlægningen desværre også, at 47 medarbejdere enten mister deres arbejde eller vil få tilbudt et job andet sted i Lars Larsen Group.

”Det er jeg selvfølgelig utrolig ked af. Men med forventning om, at det netop overståede regnskabsår ender med et underskud på omkring 100 millioner kroner, har jeg måttet træffe nogle nødvendige beslutninger. Til gengæld har vi her en fordel af at være en del af Lars Larsen Group, og jeg håber, at vi kan tilbyde mange af de afskedigede medarbejdere en stilling i et af de øvrige selskaber indenfor gruppen, siger Rami Jensen.

Udover nedskæringer på hovedkontoret, rummer den nye plan også lukning af IDEmøblers butikker i Brørup og Ribe, der tilsammen beskæftiger 15 medarbejdere. De vil alle blive tilbudt ny stilling indenfor Lars Larsen Group.

Fokus på kunderne

Mens den nye strategi således har stor betydning for de ansatte i IDdesign, understreger Rami Jensen, at det er helt centralt at fastholde fokus på fortsat at give alle virksomhedens kunder en god oplevelse.

”Som kunde vil, man selvfølgelig kunne se, at der fremover kun kommer en tilbudsavis i postkassen. Derudover vil kunderne både online og i butik opleve, at de kan vælge fra et større sortiment”, siger Rami Jensen.

Til gengæld bliver der ikke ændret på skiltene ved butikkerne, så de kommer derfor også fremover til at hedde henholdsvis ILVA og IDEmøbler.

”Det skyldes, at selv om man fremover kan bestille ud fra det samme sortiment i begge kæder, er ILVA-butikkerne større, og derfor kan man som kunde se flere af de møbler, vi har i sortimentet og hente mere inspiration. Derfor mener vi, at det er en god vejledning til kunderne, fortsat at skilte med henholdsvis ILVA og IDEmøbler, siger Rami Jensen.

 

 

Del:

Følg denne virksomhed:


Flere cases og nyheder fra IDdesign A/S:


IDdesign åbner i England
IDdesign åbner sit første bolighus i Asien

Om IDdesign A/S

IDdesign er Danmarks største og førende detailhandler inden for møbler og boligindretning med ca. 1.000 medarbejdere, 60 møbelhuse og en omsætning på ca. 1,6 mia. kr. IDdesign driver detailhandel under navnene ILVA, IDEmøbler og IDdesign – sidstnævnte har 20 franchisebutikker beliggende i Mellemøsten, Sydeuropa og Østeuropa.

IDdesign ejes af LARS LARSEN GROUP.


Kontakt
E-mail:
Telefon:
Web: www.iddesign.dk
Adresse: Damvej 9
Postnummer: 8471
By:

Følg os på:


RetailDirect - En del af detailfolk.dk